Siden sidst »
Nyheder »
Værd at vide »
Generelt
Bestyrelsen modtager gerne løbende henvendelser fra dig som grundejer, da der ikke behøver at være grund til at vente til en generalforsamling med spørgsmål og forslag. Ligeledes modtager bestyrelsen meget gerne konstruktiv kritik. Bestyrelsen træffes helst på email (se under kontakt). Henvendelser vil blive besvaret snarest muligt. Især for henvendelser, der ikke er af presserende karakter må forventes længere svartid. |
Fællesarealer
Grundejerforeningen er etableret under lokalplanen, der omfatter fællesarealer på ca. 32.000 m2. Områdets ydre grænse fremgår af lokalplanen. Fællesarealer består af veje, parkeringsarealer, stier og grønne områder.
Grundejerforeningen betaler en gartner for blandt andet at slå græs og for én gang årligt at beskære det yderste af beplantningen ud mod stamvejen. Efter behov betaler grundejerforeningen også for beskæring af andre områder, - herunder f.eks. fællesarealerne øst for bebyggelsen.
Alt udenfor den enkelte grundejers skel er fællesareal, som den enkelte grundejer ikke har privat råderet til eller beslutningsret over. Hvis du ønsker at benytte fællesarealet, skal du derfor først have tilladelse fra bestyrelsen.
Ønsker du selv at foretage ændringer i fællesarealet, kan du beskære til 2 m's højde på områder markeret med grønt på beskæringskortet nedenfor, og til en vilkårlig højde på områder markeret med gult. Andre ønsker kan aftales med bestyrelsen efter ansøgning. Bestyrelsen er normalt imødekommende, når det gælder ansøgninger, så der både tages hensyn til både den enkelte grundejers ønsker og til udseendet af Kornvængets fællesarealer. Det er bestyrelsens normale praksis ikke at tillade deponering af affald (biologisk eller ikke-biologisk nedbrydeligt) eller permanent opbevaring på fællesarealer. Skønnes der at være tale om et større beskæringsarbejde, kan bestyrelsen ansøges om at stille en flismaskine til rådighed.
Ønsker du fældning af større træ(er) i fællesareal, kan du ansøge bestyrelsen om dette. Hvis fældningen indebærer nævneværdig risiko for skade på bygninger, kan bestyrelsen efter ansøgning lade arbejdet udføre af gartneren. Ved imødekommelse af ansøgning træffer bestyrelsen aftale om arbejdets udførelse.
Hver grundejer råder over højst 2 parkeringspladser til eget brug.
Kornvænget er organiseret i 6 gårde, der har hver sin gårdformand. Gårdformanden står for administration af ”gårdpuljen”, - en pulje på p.t. 2.000 kr, der hvert år gives til den enkelte gård til vedligehold/udbedring af den enkelte gård efter gårdens grundejeres eget skøn.
Asfaltering af veje og parkeringsarealer foretages jævnfør lokalplanen af kommunen. Jævnfør ”Overenskomst Vedrørende den Fremtidige Vedligeholdelse af Kornvænget” fra marts 1986 betaler kommunen ca. 70% af udgiften og grundejerforeningen resten. De sidste 30% opsparer grundejerforeningen løbende på en ”asfaltkonto”. Kommunens overenskomst vedrører udelukkende asfaltarealerne i de 6 gårde og således ikke stamvejen. Det er siden 1979 endnu ikke sket, at asfalt overalt på veje og parkeringsarealer er udskiftet.
Kloak
Har du problemer med kloakken, kontakt da Furesø Egedal Forsyning (www.feforsyning.dk). Ifølge Furesø Egedal Forsyning har grundejeren som udgangspunkt ansvaret for afløb, kloakledning og skelbrønd indenfor skel. Grundejeren har også ansvar for driften af stikledningen til den offentlige kloakledning. Furesø Egedal Forsyning har ansvaret for vedligeholdelse af hovedkloakken samt stikledning frem til skel.
Snerydning
Snerydning af Kornvænget er et kommunalt ansvar, da vejen ikke er en privat men offentlig vej. Egedal kommune har prioriteret snerydning af vejene, så Kornvænget er i den gruppe af veje, der bliver sidst ryddet (Gruppe D). I praksis betyder det, at kommunen meget sjældent rydder sne på Kornvænget.
Stierne øst for bebyggelsen i Kornvænget saltes og ryddes af Egedal Kommune. Denne aktivitet prioriteres af kommunen væsentligt højere end vejene i Kornvænget.
Paraboler/antenner
Grundejerforeningen drev en fællesantenne indtil december 2011. Fællesantennen var en del af lokalplanen og blev ved opførelsen af husene i Kornvænget krævet for at forhindre en skov af antenner på de enkelte parceller.
Egedal kommune gav i 2011 tilladelse til nedlæggelse af fællesantennen og opsætning af individuelle digitale antenner af diskret udseende. I Grundejerforeningens dispensationsansøgning indgik underskrift fra samtlige grundejere på accept af nedlæggelse af fællesantenne og opsætning af individuelle digitale antenner.
Kommunens dispensation fra lokalplanen omfatter udelukkende specificerede digitale antenner og ikke paraboler mv., der stadig ikke er tilladt. Kommunen kan dog være tvunget til at dispensere herfra med henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10, men der skal ansøges herom for hver enkelt grundejer. Desuden skal det i hvert enkelt tilfælde være begrundet, at der ikke er anden mulighed for at modtage menneskerettighedsbeskyttede programmer end med parabol (ved menneskerettighedsbeskyttede programmer forstås f.eks etniske programmer for beboere af udenlandsk herkomst). Skiftende bestyrelser har praktiseret, at Grundejerforeningen tåler parabolantenner, så længe de er placeret, så de ikke virker dominerende eller unødigt skæmmende.
I 2005 forkastede en ekstraordinær generalforsamling et forslag om etablering af fibernet. Årsagen til forkastelsen var antagelig høje etableringsudgifter (20-25.000 kr/parcel).
Hvis du mangler informationer eller har ris og ros, så skriv en hilsen til webmasteren